Der er potentiale i skånejob

Den eksklusive stofforretning I.W. Hvidberg har gode erfaringer med skånejob og indehaver Ulrik Hvidberg kan klart se potentialet i ordningen.

Ulrik Hvidberg stod netop og manglede en hjælpende hånd i butikken, da Vibeke henvendte sig med sin kontaktperson fra socialpsykiatrien.

Kvinden havde både erfaring med syning og som butiksekspedient. Men fortæller også, at hun er syg og beskriver åbent, hvordan hendes sygdom kommer til udtryk, og hvad det betyder for hendes arbejdskapacitet. Ulrik Hvidberg bliver ikke afskrækket og det blev hurtigt aftalt, at Vibeke allerede ugen efter skal begynde i en ulønnet virksomhedspraktik.

Max 20 timer om ugen

Praktikken strækker sig over to uger i efteråret 2008 hvor Vibeke arbejder fire timer mandag, onsdag og fredag. Ulrik Hvidberg synes, at praktikken er en god mulighed for at lære Vibeke bedre at kende og bidrager til at afmystificere psykisk sygdom.

Efter de to ugers praktik havde man aftalt et møde, hvor mulighederne for at fortsætte samarbejdet skulle afklares. På mødet deltog Ulrik Hvidberg, Vibeke samt hendes kontaktperson og en konsulent fra beskæftigelsesforvaltningen. Her blev det besluttet, at etablere et job med løntilskud for førtidspensionister.

Det blev skrevet ind i kontrakten, at Vibeke må arbejde maksimum 20 timer om ugen. De aftalte desuden, at Vibeke til at begynde med skulle fortsætte sit arbejde som under praktikken – altså tolv timer om ugen.

Vibeke blev også tilbudt en overenskomstmæssige løn, som for butiksassistenter. Løntilskuddet kommer til udbetaling, når Ulrik Hvidberg sender kopier af Vibekes lønsedler til beskæftigelsesforvaltningen.

Det blev også aftalt, at have en opfølgningssamtale hver 14. dag. Ulrik Hvidberg fik et telefonnummer på kontaktpersonen, så han kunne ringe, hvis der skulle opstå situationer, hvor han var i tvivl om, hvordan han skulle forholde sig. Men opfølgningsmøderne viste sig dog tilstrækkelige.

Udviklingspotentiale giver motivation

På opfølgningsmøderne talte parterne om deres oplevelse af samarbejdet. Møderne blev for Vibeke en kærkommen mulighed for at blive anerkendt for hendes arbejde. Og Ulrik Hvidberg fandt ud af, at han med sin anerkendelse bidrog til Vibekes kamp mod sin usikkerhed.

Ulrik Hvidberg synes, at opfølgningssamtalerne er vigtige, fordi de tilgodeser både arbejdsgiver og arbejdstagers behov. Vibekes kontaktperson kunne i kraft af sit gode kendskab til Vibeke og sin erfaring fra socialpsykiatrien, komme med kvalificerede bud på løsning af konkrete problemstillinger.

Ulrik Hvidberg har afsat ekstra tid til, at sætte Vibeke ind i arbejdsopgaverne og specielt i begyndelsen måtte han skåne hende for den direkte kundekontakt. Men hun er punktlig, arbejder koncentreret og har vist et udviklingspotentiale, der giver hele indsatsen mening, fortæller Ulrik Hvidberg.

I efteråret 2008 pegede Vibeke på I.W. Hvidberg, som det sted hun allerhelst ville arbejde. Som entusiastisk fritidssyerske har hun et godt kendskab til hovedstadens sybutikker og I.W. Hvidberg er en eksklusiv en af slagsen. Her emmer det af klassiske dyder og en udtalt kvalitetsbevidsthed. Her betjenes skræddere og teatre.

 -  -  -  -  -  -

VIVIL - jobformidling for borgere med sindslidelser

Farvergade 10, st.th.
1463 København K
E-mail: info@vivil.nu
Thomas Brittain, projektkoordinator
Telefon: +45 23638471
Email: thomas@vivil.nu
Jens P. Koldbech, projektkonsulent
Telefon: +45 23635327
Email: jens@vivil.nu
Anna Diana Møller, kommunikationsansvarlig
Telefon: +45 29281319
Email: anna@vivil.nu